Et liv på skinner

Jeg er opvokset under trygge forhold i en lille by i Østjylland. Mine forældre havde et plejehjem med ca. 20 beboer.

Søskende 3. 1 storebror, 1 lillebror og 1 lillesøster. Stor vennekreds.

Det var ved midnatstid d. 4. maj 1977, godt 16 år gammel, at hjerneblødningen (aneurisme blødning) indtraf.

Mine hænder fløj op på mit hoved som refleks for at holde det.

Det var en utrolig smerte. Jeg var ikke i tvivl om at der var noget helt galt.

Jeg skyndte mig ind i næste rum hvor nattevagten tilfældigvis stod og rullede tøj. Det var min redning, for hun fik fat i mine forældre. Jeg kunne høre min mor komme skrigende, men der var mine øjne lukkede. Så var jeg bevidstløs.

De næste 8 dage er væk for mig, men jeg har fået fortalt hvad der skete. I hast blev jeg overflyttet til Århus Kommunehospital.

Jeg blev åbnet i hjernen, fik blod og væske fjernet, og omhyggeligt lukket igen.

Da jeg vågnede var alt total forandret. Jeg vidste hverken hvad der var sket, eller kendte min familie. Det eneste jeg kunne, var at græde som den eneste mulighed for at kommunikere.

Jeg blev overflyttet til Vejle Sygehus, for der var ikke mere at gøre. Kun fremtiden ville vise hvordan jeg ville klare mig.

Med hovedet kraftigt bundet ind måtte jeg som det første lære at drikke. Til min store overraskelse fik jeg ikke noget. Alt løb ud af højre mundvig, fordi jeg var total lammet i højre side.

Så småt begyndte jeg at lære at kende min familie igen. Det var svært, for jeg ønskede at snakke med dem, og fortælle dem en hel masse, men hver gang endte det med, at familien og jeg bare sad og så på hinanden, for jeg havde jo ikke noget sprog.

Få ord havde jeg lært, men jeg kunne ikke få nogen mening ud af sproget (Afasi). På sygehuset fik jeg træning i at kunne føre min fod og hånd, selv om jeg stadig var lam.

Pludselig en dag kunne jeg føle noget i hånden. Jeg kunne løfte hånden 10 cm. Dagen efter 20 cm. Et par dage efter 40 cm., men jeg havde kun ét forsøg om dagen, så var kræfterne sluppet op. Familien var begejstret og jeg var glad, glad for bare at kunne gøre noget.

Stille og roligt gik det fremad dag for dag. Jeg kunne nu selv sidde op i sengen uden at vælte. Træningen hver dag holdt mig beskæftiget.

Alle på sygehuset var flinke, og maden smagte fantastisk godt.

Hver dag kom far og mor. Nogle dage var der over 20 mennesker, der kom og så til mig. Det var både venner og arbejdskammerater.

På dette tidspunkt var min verden meget lille. Jeg havde knap nok opdaget, at jeg var skallet.

Vennerne talte om vores planlagte tur til Sverige, som jeg skulle med på, så snart jeg kom ud. Det syntes uopnåelig, men håbet var der stadig.

Jeg kunne nu sidde i en kørestol. Det var dejligt, at kunne bevæge mig rundt alene. Fysioterapeuten trænede mig stadig på trapperne. Det var en meget stor belastning, at slæbe rundt på den højre side, som jeg ønskede fjernet. Den duede ikke til noget, og det var jo ikke "mig".

Tiden gik, og jeg blev bedre. Jeg lærte at gå med krykker. Der var nu gået 3 mdr., og tiden kom, hvor jeg skulle udskrives. I starten var det godt, men hurtigt fik jeg problemer. Psykiske problemer. Det var så småt ved at gå op for mig, at jeg ikke kunne vende tilbage til det "Normale liv" igen.

Intet fungere som jeg tidligere var vandt til. Jeg var plaget af meget rystende i benet. (Spasmer)

Stor skuffelse da kammeraterne tog til Sverige.

Jeg begyndte i skolen igen efter efterårsferien. Jeg fik lov til at få 3. real om igen. Jeg gik i skole fra 7.00 - 15.00 hver dag, det var hårdt.

Jeg startede i en ny klasse. Jeg lærte at læse, selv om jeg ikke kunne huske, hvad jeg læste. Jeg lærte at skrive og regne igen.

Jeg blev færdig med skolen.

De gamle venner kom ikke så tit mere, og jeg kunne ikke komme til dem. Jeg blev mere og mere glemt hver dag, de psykiske problemer blev større dag for dag. Jeg græd meget. Jeg blev ensom.

Der var ingen mulighed for hjælp. Familien kom med mange velmenende ord, men der opstod et forståelses problem, som var utroligt svært at bære.

Det der optog mig mest, var frygten for ikke at kunne få kørekort. Alle vennerne gik til teori, og fik kørekort. Jeg startede også på teori, men kørelæren afslog, at jeg kunne få kørekort.

Det slog mig totalt ud.

Intet i denne verden var positivt, selv om jeg var blevet så god, at jeg smed krykkerne.

De efterfølgende 2 år var et sandt helvede. Medicinsk forsøg på at få stoppet rysten i benet påvirkede mig, så jeg blev mere deprimeret. På dette tidspunkt var "livsgnisten" fuldstændig væk. Det var forfærdeligt at stå op hver dag.

Kommunen sendte mig så til København, for der var Håndværker skolen, en skole for handicappede, hvor man kunne blive arbejdsprøvet. Der var 17 forskellige uddannelser at få. Kontor, fotograf, maskinarbejde og væver var nogle af dem jeg afprøvede. Men ingen af dem kunne jeg tilfredsstillende.

Der var tilknyttet et kollegium, hvor vi boede, men personalet på hjemmet fattede ikke min situation. De forstod ikke, at jeg var psykisk nede, jeg var jo slet ikke klar til at komme på arbejdsmarkedet. Jeg var der i 3 mdr., det var igen et kæmpe nederlag.

Jeg kom hjem, og det var godt.

Jeg gjorde flere fremskridt, og min gang var elendig. Jeg faldt tit og det gjorde ondt.

Så skete der endeligt noget godt. En dag kom min far, og spurgte, om jeg ville med ud at rejse. Jeg blev meget glad. Han havde bestilt 2 billetter til Canada. Det var ikke tilfældigt, at vi skulle til Canada, for min farbror og storebror var der. Farbroren havde ikke været hjemme i 30 år, og min bror var på jordomrejse, og snart skulle hjem.

Min far har aldrig lært engelsk, og Farbroren kunne meget dårligt dansk, så jeg skulle være tolk. Det var en stor udfordring, at skulle snakke engelsk, og det faldt mig rimeligt nemt, fordi det engelske sprog er mere enkelt end det danske. (Tag f.eks. tallet 43, det danske sprog bytter om på ordene, og det gør det mere vanskeligt at tale korrekt)

Det var en dejlig tur, og vi kørte 7000 km. og set en masse på de 3 uger, det var skønt.

Vi kom hjem igen, og kort tid efter ville kommunen ha´, at jeg skulle på højskole. Jeg satte mig i mod, med erindringen om København. Jeg følte mig slet ikke klar til at få flere nederlag.

Enden af det blev, at jeg kom på Egmont Højskolen i Hou ved Odder.

Der var 130 elever, og vi boede 2 og 2 sammen på værelserne. Efter 14 dage vendte alt i mit liv. Jeg så, at der var andre i samme situation som mig, og det ændrede alt.

Vi sad i bordgrupper på 8 personer. Jeg havde en pige på hver side, som jeg skulle hjælpe med at spise. Det var utroligt dejligt, at man kunne hjælpe en anden person. Jeg nød det, og fik en masse gode venner. Jeg fandt da også hurtig en pige, og endnu én.

Jeg havde også øjnene på en af køkkenpigerne, som var utrolig sød. Mange af fyrrene var vilde med hende. Jeg kunne aldrig huske hvad hun hed, så jeg kaldte hende altid for „Søster".

Vi holdt en masse fis, jeg gjorde alt for at gøre indtryk, uden at forvente noget som helst. Efter 2 mdr. var jeg så heldig, at hun var vild med mig. Pigen hed Susanne, og det er i dag min kone.

Det var som en forvandling at være på skolen. Jeg nød hver dag, også fordi der var kursus i teori 2 gange om ugen. Så muligheden for at få kørekort var tilstede. Det var lige hvad jeg havde brug for. (Jeg fik kørekortet) Jeg var der i 9 mdr., de bedste 9 mdr. i mit liv.

Det var som om, jeg var født på ny.

Efter opholdet på Egmont-skolen havde jeg mod på livet igen. Jeg kom på Handelsskole i Vejle. Da jeg var færdig med Handelsskolen var jeg ligesom tabt igen. Der var ingen læreplads til mig.

Derfor startede jeg et firma sammen med en kammerat, som var en fantastisk oplevelse. Firmaet kørte godt efter nogen startvanskeligheder. Endelig kunne jeg bruges til noget, og jeg nød at stå op til nye udfordringer hver dag.

Vi blev gift i 1984 og flyttede sammen, det var en skøn tid.

Desværre havde vi ansat en direktør, som ikke var ærlig. Det resulterede i, at vi gik konkurs 3 år senere, hvor vi ellers havde en solid million-virksomhed med stor eksport og 8 ansatte.

Da "lavinen" rullede, med mange ubehagelige oplevelser, fik jeg store psykiske problemer. I mere en 8 år var jeg angst for telefonen. Det lyder måske banalt, men på alle tider af døgnet kom, eller ringede kreditorer for at kræve penge.

Så skete der noget meget positivt, vi fik vores første barn, en pige. Oplevelsen var fantastisk, og betød alt for os. Vi flyttede til en lille by nær vandet, et dejligt sted og frisk luft. Vi gik ture ved vandet, i skoven og i byen. Men jeg var stadig meget besværet af min fod. (Dropfod og spasmer)

Jeg faldt flere gange, og 3 gange så slemt at jeg nær havde brækket benet. Jeg ville nemlig ikke have skinne på, jeg skulle jo nok få benet trænet op, havde jeg sat mig for. Først nu, 10 år efter hjerneblødningen, indså jeg, at jeg nok aldrig kommer til at gå lige så godt som før. Jeg kunne lige så godt få skinne på, så jeg undgik at falde. Jeg fik skinne på flere sko med det samme, og har ikke faldet siden. (Ja, hvor dum kan man være?) Indtil da havde jeg følt, at det var meget nedværdigende, at skulle gå med skinne.

Vi fik endnu et barn, en dreng som var lige så velkommen som den første. Det var ligesom "balsam" for sjælen. Samtidig indledte jeg forhandlinger om gældssanering, som også var meget slemt psykisk.

Det tog 5 år med gældssanering, så nu har jeg kunnet slippe problemerne, det er ligesom livet køre på "skinner" igen.

2001 fik vi et barn mere, en dejlig lille pige med krudt i.

I dag (2007) har jeg stadig problemer med korttidshukommelsen, balancen og følesansen i højre side af kroppen, men jeg har fået et meget rigt liv med en dejlig kone og 3 børn. Livet er da vidunderligt, synes jeg, på godt og ondt.